• København skærper regler for nye store lysreklamer

    Source: BDK Borsnyt / 13 Jun 2024 01:22:42   America/New_York

    Fremover må der kun etableres nye, store lysreklamer fem steder i København: Rådhuspladsen, Nørreport, Vesterport, Hans Knudsens Plads og Kay Fiskers Plads. Det skriver TV 2 Kosmopol. Det er et enigt Teknik- og Miljøudvalg i Københavns Kommune, der har taget beslutningen. Før måtte man opsætte nye lysreklamer 15 steder i byen. Ifølge teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er der sket en meget markant udvikling af lysreklamer de senere år med brugen af LED-belysning. - Det medfører en langt højere lysintensitet, end hvad vi kender fra de klassiske neonrørskilte med for eksempel Irma-hønen på Nørrebro. De nye lysreklamer generer borgerne i byen, og derfor er vi nødt til at regulere dette område mere restriktivt, siger hun til TV 2 Kosmopol. Hun tilføjer, at byen er "til for mennesker og ikke for reklamer". Begrænsningen kommer til at handle om store lysreklamer på for eksempel hustage. Derfor kan ejeren af en butik godt sætte et mindre lysskilt op. De nye regler omfatter kun nye lysreklamer. Gamle neonreklamer som Irma-hønen på Nørrebro og skærme, som kommunen tidligere har givet tilladelse til, bliver ikke berørt af de nye begrænsninger. Der har tidligere været utilfredshed med lysreklamer i København. I 2020 protesterede en gruppe beboere langs søerne mod en stor lysskærm på Åboulevard. Det tog over seks måneder, før skærmens lysstyrke blev dæmpet. Herefter etablerede kommunen regler om, at der ikke måtte være blinkende billeder, og at reklamen på skærmen kun måtte skiftes én gang i døgnet. Med de regler, som kommunen er klar til at vedtage, ville skærmen ved Åboulevarden ikke kunne placeres samme sted i dag. De steder, hvor man ikke længere kan få tilladelse til at opsætte nye, store lysreklamer, er Trianglen, Nørrebro Station, Nørrebros Runddel, Dronning Louises Bro, Vesterbro Torv, Vesterbrogade ved Frederiksberg Allé, Enghave Plads, Toftegårds Plads, Christmas Møllers Plads og Sundbyvester Plads. Borgerrepræsentationen skal nu tage stilling til forslaget, men det er så godt som vedtaget, fordi Teknik- og Miljøudvalget er enige, skriver TV 2 Kosmopol. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/koebenhavn-skaerper-regler-for-nye-store-lysreklamer
Share on,